Over vandet går jeg

Skitse til en poetik 1991

Mellem to poler bliver min poesi til, mellem livshunger og dødsangst, affekt og tanke, sprog og tavshed. Processen er aldrig den samme, men – spændt dirrende ud mellem yderpunkter – rummer den en tvingende nødvendighed, der sjældent lader sig forklare på anden måde end: Jeg kan ikke andet, derfor må jeg gøre det.
Før digtet opstår en uro: Spontane, ureflekterede og helt irrationelle faser, hvor ukendte energier er på spil. Søvnløse nætter og rysteture, momentan irritation, melankoli, aggression og andre konfliktfyldte tilstande. Sjældent er det en harmonisk situation, der udløser digtet. Før uroen nok så vigtigt en venteposition og endeløs tålmodighed. Denne periode kan være langvarig, men også afgørende i al sin usynlighed. Til tålmodigheden knytter sig igen en ydmyghed, som måske er den egentlige begyndelse?
Fasen af før-artikulation med dens forskellige stadier kan let undervurderes eller ligefrem overses, men det, der sker her, er bestemmende for, om den amorfe tilstand nogensinde forløses i et digt. Eller: Der gives sjældent digte uden denne fase, for dét, der er tale om, er en opmærksomhedsgrad, der næsten er ubærlig. Den kan være kort eller lang, være næppe mærkbar, men det er her, der findes en åbenhed for hvad som helst, der vil ind under et irritabelt hudlag, her at pludselige styrtdyk ned under tankeoverfladen sker. Først bagefter bliver det klart, at uroen var optakt til noget nyt, der var på vej.
Tilstanden af før-artikulation kan have så stærkt et greb, at jeg, når jeg omsider skriver, slet ikke længere fornemmer, at det er mig. Som en bedøvelse, en beruselse. En anden eller en anden i mig, noget andet eller noget andet i mig handler, mens jeg ser til. Noget der er mere end mig, eller noget der også findes i mig, skriver. Hvad der sker, lader sig ikke forklare – deraf svimmelheden, men det drejer sig om at nå frem til det sted i processen, hvor man glemmer sin egen personlighed og bliver i stand til at eliminere det private.
Inspireret af den franske symbolisme har Paul la Cour har kaldt dette fænomen afpersonalisering: “I al stor Digtning findes et Element af Afpersonalisering. Den vil ikke beherske dig med individuel Sjælfuldhed, men lyse ind i dig med upersonlig Aand”. Inger Christensen har kaldt fænomenet afrealisering. Begge betegnelser vil det samme, de rører ved et fundamentalt forhold ved al digterisk skaben: En almengørelse af det subjektive. I Mallarmés betydning er afpersonaliseringen en æstetisk og metafysisk dimension, hvor intellektet forlader rummet i digtet for at lade dets eget univers træde frem – eller som Rimbaud udtaler om digtningens subjekt:

 Car Je est un autre. Si le cuivre
 s´éveille clairon, il n´y a rien de sa faute. Cela
 m´est évident: j´assiste à l´éclosion de ma
 pensée: je la regarde, je l´écoute: je lance un
 coup d´archet:la symphonie fait son
 remuement dans les profondeurs, ou vient d´un
 bond sur la scène.

“Thi jeg er en anden. Når metallet vågner op som trompet, kan det ikke gøre for det. Dette står mig helt klart: Jeg er til stede ved min tankes blomstring: jeg ser på den, jeg lytter til den: jeg gør et strøg med buen: symfonien spreder sine bevægelser i dybderne, eller kommer i et spring frem på scenen”.
(“Lettre a Paul Demeny”, 15. maj 1871 i min oversættelse.)

Og andetsteds :

 C´est faux de dire: Je pense. On devrait dire: On me pense.

“Det er forkert at sige: Jeg tænker. Det skulle hedde: Jeg bliver tænkt”.
(“Lettre a Georges Izambard”, 13. maj 1871 i min oversættelse.)
Et forsøg på at gå den direkte vej til det repræsentative vil kun føre til vage digte. Først når det personlige sætter sig ud over det private, kan det almene træde frem. Det er ikke vores følelser, men det mønster vi skaber af vores følelser, der er det væsentlige, har T. S. Eliot påpeget.
Jeg siger: Det er hinsides det subjektive englen bor.

---

En mand sagde engang til mig på en udstilling, hvor vi så på malerier fra sytten- og attenhundredetallet: “Din krop er så klassisk. Når jeg ser de her billeder, kan jeg kende den igen alle vegne”. Hvad han mente med denne kærlighedserklæring var: Disse studier af kroppen rummer i sig alle mennesker – eller i det mindste det halve af menneskeheden, alle kvinder. En kunstnerisk fremstilling af kroppen er mere end den enkelte krop, den er udtryk for kroppens væsen.
Digtet må tilsvarende være mere end det skrivende subjekt. Det er bevægelsen ind, der fører forbi det subjektive og mod det universelle, ligesom Jungs tanker om det kollektive ubevidste. Der eksisterer en forventning om det almene sted, som poesi skal nå, men digtet er samtidig til i kraft af sin specifikke karakter. Lugter det ikke af hud, hvad er der så ved det ?

---

Der kan aldrig blive tale om kunst, med mindre det private stof er bearbejdet og selv de mørkeste begivenheder eller mest rystende oplevelser transformeret til lys. Digtet har ikke egenværdi, førend jeg forlader det. Det skal kunne læses uafhængigt af min individualitet, hvilket betyder, at jeg ikke må være til stede som privatperson. Det partielle må ikke kvæle det universelle. Digtet bliver først virkeligt for læseren, når det er muligt for denne at træde i forhold til det.
At jeg aldrig må spærre, indebærer ikke, at digtet kun er gyldigt, hvis det har bredde: Hellere ramme få dybt end mange overfladisk. Universalitet og bredde er to kvalitativt forskellige kategorier.

---

Inspiration er en invasion af kræfter, der rækker langt ud over, hvad der ellers kendes både fysisk og psykisk. Jeg har set voldsomme, næsten overmenneskelige energier indfinde sig hos mennesker, kort før de døde. Skønt de var syge og afkræftede, blev de pludselig i stand til at udføre uhyre korporlige handlinger som at flytte næsten urokkelige genstande. På sin vis er inspiration en tilsvarende overvældende kropslig forvandling. Den kan også have visse lighedspunkter med den mest ætsende forelskelse, med sorg eller angst, men til forskel herfra kanaliseres energien til noget andet.
Om de kræfter, der bryder frem, opstår indefra eller udefra lader sig ikke bestemme. Undertiden varer besættelsen få sekunder, andre gange drejer det sig om lange intervaller. Noget ønsker sig frem, men hvorfor gennem mig – Og hvorfor ønsker jeg dette noget frem – Hvad jeg undertiden søger at kalde på, kommer ikke. I stedet dukker noget uventet op. Et eller andet mirakuløst rummer processen altid. Jeg er ikke redskab for nogen, men det sted hvor dette noget kan vokse. I den tilstand kan jeg sidde med oplevelsen af, at digtene skriver mig.
I inspirationsøjeblikket ser jeg ikke blot længere og klarere end ellers, men også anderledes og LYSvågen. Tilstanden blotlægger, hvor mikroskopisk lidt der sædvanligvis ses og opfattes. Men at åbne sindet i den dimension, der tilhører inspirationen, lader sig kun gøre kort tid ad gangen.

---

Inspiration er synliggørelsen af en helhed, har romantikerne og deres efterfølgere hævdet. Om end ikke en helhed så dog en glimtvis forbindelse mellem det, der ellers forekommer adskilt, vil jeg sige. Romantikerne var i stand til at få øje på en allerede given orden. Hvad det gælder om i dag, er momentvis at skabe orden i kaos, for en helhed er ikke længere indlysende.

---

Det er lige ved at blive et dogme, at kunst skal opstå indefra. I visse tilfælde indtræder dog en frihed ved at lade sig binde af en udefrakommende idé. Nogen vil mig noget, og denne forventning kan somme tider bringe mig videre, end jeg selv havde vovet. En dialektik skal der imidlertid til: Jeg må kunne tænde på idéen. Altså i én forstand alligevel arbejde ud fra indre tilskyndelser …

---

Jeg kan forholde mig søgende eller prøve at kalde noget frem, det er samme sag. Hvad det drejer sig om, er en skærpet opmærksomhed, en særlig måde at leve på, hvis inspirationen skal indfinde sig. Jeg skriver, fordi jeg ikke kan andet. Fatalt eller uafvidende har jeg gennem et helt liv forberedt mig på dette. Jeg er set. Der er derfor ingen vej tilbage.

---

Enten går jeg ud af mig selv og lader mig opsluge af det fremmede, eller jeg optager det fremmede i mig. Den første bevægelse er mest dominerende i barndommen og ungdommen, den anden i voksentilværelsen. Ideelt er det at kunne begge dele, og hvad der er tale om, er naturligvis alene en åndelig dimension. At tilegne sig verden er en forudsætning for at kunne skabe en verden. Jeg optager verden i mig samtidig med, at jeg befinder mig i verden, og jeg frembringer en verden samtidig med, at jeg befinder mig midt i verden.

---

Uden et bankende hjerte, ingen poesi. Selv de digte, der udtrykker fravær eller tomhed, er ligesom forelskelsens øjeblikke om end ikke udtryk for, at mening gives – så i det mindste et forsøg på at holde meningsløsheden borte. Forelskelsen eller skrivesituationen rummer nemlig i sig selv noget …

---

Digtets tilblivelse er et hovedanliggende i al tale om æstetik. At skrive om, hvordan et digt melder sig, er meget anderledes, end det der sker, når et digt opstår. Tilmed har hvert digt sin egen subtile historie, hvad der komplicerer det hele yderligere. Først bagefter er refleksionerne interessante: Hvorfor gjorde jeg dette og ikke hint. Kun ved at stille sig uden for processen, lader den sig beskrive.
På den ene side kan den fornemmelse strejfe mig, at det er som om, alt – eller i det mindste noget – allerede har været der før digtet, jeg har blot ikke haft øje for det. Som om ordene udelukkende ventede på at blive hentet frem. På den anden side er det mig, der har bragt netop disse ord sammen, erobret nye billeder, som jeg først senere forstår, eller aldrig helt erfarer hvorfra kommer, for dét hænder også. Jeg har skrevet digte, jeg vitterlig ikke har forstået, eller hvis tilsynekomst forbliver uforklarlig: Fornemmelsen af at noget pludselig er givet, jeg suverænt skal fortsætte.
Som optakt til en suite i “Intetfang” citerer jeg Rilke. Han har beskrevet erobringen som en proces, der begynder, inden man selv ved af det, i den fase hvor sanseindtryk invaderer sindet før den koncentration indfinder sig, hvor tanker og formuleringer skyder frem:

 Werk des Gesichts ist getan,
 tue nun Herz-werk
 an den Bildern in dir, jenen gefangenen; denn du
 überwältigtest sie: aber nun kennst du sie nicht.

“Synets Gærning er gjort,
gør nu et Hjerte-Værk
med disse Billeder i dig, som du har fanget, for du
tog dem med Vold, men kender dem ikke nu”.
(Thorkild Bjørnvigs oversættelse)

Disse linjer kunne gælde hvilket som helst digt, jeg har skrevet, siden der gik hul på englen. For det var i den første bog, jeg erfarede, at digte ikke behøver at referere direkte til noget allerede kendt. Det ene spor i debutbogen består af digte baseret på kendt stof, men de er digterisk uinteressante, fordi den æstetiske manøvre her oftest blokerer for ny erkendelse. Det andet spor er det, jeg siden har fulgt og arbejdet ud fra i mange retninger, nemlig dét der hver gang handler om overraskelsen, de momentane ilinger af noget aldrig før set: Hvorfor har jeg pludselig skrevet dette, og hvorfra kommer det? Og det gælder jo netop om til enhver tid at forsøge mere, end man tror muligt, om at kaste sig selv ud de mest udfordrende steder. Det er her det skræmmende og overvældende findes, følelsen af, at alt kan lade sig gøre, men det foregår undertiden der, hvor man næsten ikke kan holde ud at være til.

---

Hvem der hvisker ordene, aner jeg ikke, og hvad der hviskes, ved jeg ligeledes ikke altid, kun at ordene melder sig for at blive nedfældet. Jeg skriver uden at spørge. At vende sig om er altid for sent. Der er intet at gribe andet end det, der allerede findes i mig selv, og det der kastes ind over mig i bølger, når jeg skriver.

---

Det digteriske arbejde er forbundet med en evne til at fortabe sig, en vis tid sætte sig uden for samfund og historie. At skrive digte drejer sig om autenticitet, om at glemme alt om andet og andre. Og være sig selv med alt hvad dét kræver.

---

Der gives situationer, hvor stoffet i glimt tager magten over den skrivende. Og generobrer man ikke magten, bliver man vanvittig. Eller værre: Risikerer døden.

---

Det sanselige og emotionelle er ikke tilstrækkeligt udstyr til at rejse et digt. Højst en dagbog. Det var først, da jeg læste Edgar Allan Poe, det gik op for mig, i hvor høj grad også nøgternhed og arbejdsmetodik spiller ind, når det gælder det digteriske princip. Ilden må mødes med kulden.

I “The Philosophy of Composition” kommenterer Poe tilblivelsen af sit store digt, “Ravnen”: “It is my design to render it manifest that no one point in its composition is referrible either to accident or intuition – that the work proceeded, step by step, to its completion with the precision and rigid consequence of a mathematical problem” .

“Jeg ønsker at gøre klart, at intet punkt i skriveprocessen kan forklares som tilfælde eller intuition – værket skred frem mod sin fuldendelse skridt for skridt med samme præcision og ubøjelig konsekvens, hvormed man løser en matematikopgave.”
(“Digtningens metodik” (1846) fra “Ned i malstrømmen” i Christian Kocks oversættelse)

Disse linjer udtrykker en modernitet, der sætter ikke så få myter over styr, da der findes udbredte fordomme om, at digte kun opstår i rus, galskab eller henrykt ekstase. Jeg kender især den forjættende energi som første trin i processen, men selvforglemmelsen og den umiddelbare tilgang må på et tidspunkt afløses af en højeste grad af selvbevidsthed.
Poe arbejder ved på forhånd at sætte sig bestemte mål. Derfor er der hos ham i så ringe grad tale om intuition. At han har ret i, hvad han formulerer om det spontane, betvivler jeg. Selv sidder jeg ikke inde med forklaringen på hvert greb, jeg har foretaget. Skønt jeg tilslutter mig tanken om, at det kølige overblik udgør en uundværlig del af processen, er det dermed ikke sagt, at alt lader sig forklare.

---

Tilblivelsen af digtet er ikke kun betinget af ekspressive impulser, men består også af kontemplative tilstande. Denne spændvidde i inspirationen indkredses af Emily Dickinson i følgende billede:

 On my volcano grows the Grass
 A meditative spot

“På min vulkan gror græsset
En meditativ plet”.

---

Strenghed og vildskab er uforenelige dimensioner, der skal forenes i skriveprocessen.

---

Forudsætningen for at skrive digte er at kunne løfte sig, lade drømmen flytte kroppen. Mine bedste skriveperioder har altid været ledsaget af flyvedrømme i et utal af variationer. Længe kan jeg holde mig i luften og helt uden vanskelighed færdes i dette fremmede element.

---

At skrive er en længsel efter nutid, en længsel efter at få lov at være til. Det er et spørgsmål om at blive fanget, om at turde hellige sig modsætningerne. Lyst og smerte blander sig med hinanden, og der kan ikke længere dæmmes op for de ord, der pludselig vælter frem. At skrive digte er først og fremmest at være til i præsens, men også at fornemme andre tider simultant.

---

I perioder, hvor måne og stjerner står særlig heldigt, peger alt på det, der skrives. Arbejdet med en bog er ikke meget forskelligt fra en forelskelse. Jeg er sensibel og modtagelig på en anderledes måde. Tilsyneladende ligegyldige ting kan ikke undgå at blive tillagt betydning, og der opstår sammenfald mellem de mærkværdigste fænomener. Orden indfinder sig – i det mindste midlertidigt – i kaos. Det, der før var tilfældigheder, bliver nu tegn.

---

I fordybelsen forandrer tingene sig. Oftest er det en sen proces, hvor blot små detaljer ændrer sig. Andre gange indtræffer en overvældende vitalitet, og der står med ét noget chokerende nyt og uventet på papiret, noget der undertiden forudgriber, hvad jeg kommer til at udfolde år senere.

---

Det, der danner optakten til et digt, ender ikke sjældent med at blive slettet igen, enten fordi digtet vokser undervejs og gør begyndelsen bleg, eller måske fordi udgangspunktet er for privat. Først når dét, der var anledningen stryges, begynder der for alvor at ske noget, der er værd at have med at gøre.

---

Processen med digtet tilhører nogle af de sekunder, hvor jeg tænker: Det er derfor jeg lever … På den anden side kender jeg også angsten for at begynde, fordi der findes skriveperioder, hvor jeg skal gå ind, hvor der er forfærdeligt.

---

Digtet sættes i verden og findes herefter, i princippet tilgængeligt et uendeligt antal gange, mens jeg bliver opmærksom på min egen forgængelighed, men også på, at jeg for hvert digt, sidder tilbage med en rest, at jeg også efter digtet konfronteres med noget, der ikke lod sig indskrive. Digtet står og lyser, men jeg skal hver gang hvirvles ind på steder, hvorfra jeg må slæbe mig tom og udmattet tilbage til det samme mørke, det samme uartikulerede felt. Når digtet først starter, er der kun ét at gøre: Opgive alt andet og kaste sig længere ind i dét, der kompromisløst er i gang. Det er ikke meget anderledes, end når et æg befrugtes. En proces er sat ind. Der er kun én vej, det kan gå, og det er frem. Hverken liv eller digt eller samfund lader sig bremse.

---

Det er en forudsætning at kunne udholde langvarig uvished og tvivl, da et digt aldrig lader sig forcere.

---

Skabelse er ikke at sidde inde med alverdens visdom, men bestandig at kunne fødes. “Jeg er ej født endnu, men fødende forløses jeg”, hedder det hos Sophus Claussen.

---

Til tider kan jeg ikke komme ind i den receptive sfære, hvor jeg kan glemme alt og digtet blive til, der hvor jeg danner skal omkring mig selv og har fred. Jeg kan forsøge fra nok så mange vinkler, det lykkes alligevel ikke at finde indgangen til det rum, jeg véd findes.

---

Processen med digtet er en eneværen.

---

Digtet begynder undertiden i et drømmeøjeblik og ganske af sig selv, eller ved at to ord kolliderer og straks sætter en større bevægelse i skred:
“Mellem altid og aldrig
er det at tingene sker
et åndeløst sekund
når man mindst venter det
forandres verden”
Noget som ikke har været før, og som i sig rummer alle muligheder for en ny væren, dukker op. Eller processen kan starte næsten umærkeligt med en tone, en rytme, et musikalsk motiv, en splint af noget næsten glemt eller en fejllæsning. Tilmed oplevelsen af fravær kan sætte sproget i bevægelse.
En moderne fysik vil hævde, at der altid har været atomer, altså at noget har været givet. Et eller andet forekommer, men det kan være yderst diffust, hvad dette noget egentlig er. Der eksisterer et stof, en amorf struktur, der via transformation bringes til at antage en række former, men vigtigt: Digte skabes ikke af intet. Noget er. Ligesom vi allerede ved fødslen har ni måneders indtryk bag os.
Det, der oprindeligt var udgangspunktet for digtet, og som ofte kasseres, findes alligevel som et usynligt sted og har sin særlige funktion i digtet.

---

Skabelsesprocessen handler om at give det navnløse navn, om at artikulere det uartikulerede, finde vej til det sted, hvor lyset ligger begravet.

---

Digte er at beskæftige sig med det umulige, at skrive sig ind på det, der ikke er talt om. Contra Wittgenstein:

 Wovon man nicht sprechen kann, darüber muss man Schweigen.

“Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”. (David Favrholdts oversættelse).
Men det er netop dén grænse, poesi søger at overskride ved at skrive nye universer frem. Alt det, der aldrig kan udsiges noget endeligt om, og som hver gang noget er formuleret, antyder nye uudtalte sider. Digte er at sætte ord fri, bestandig flytte sprogets grænser, men alligevel ikke være i stand til at sige alt …

---

Mens udkastet til digtet opstår, føler jeg mig sat uden for tid, skønt denne fase har sin begyndelse og sit ophør. Stedet glemmes ligesom min identitet. En søgende tilstand, næsten uden tyngdekraft. Som rent svæv.

---

Stress betragtes ikke sjældent som en dyd, men står i kontrast til meditation eller fordybelse. Absorberes jeg af den ydre verden, er al skaben gjort umulig, fordi det i så fald er omverdenen, der handler med mig. I processen med digtet gør præcis det modsatte sig gældende: Der er det mig, der er den agerende. Et bombardement af indtryk kan være afgørende i perioder, men i skrivefasen går retningen indefra og ud.

---

De mange gennemskrivninger i hånden og den elementære sanselige oplevelse ved at føre blyant eller pen hen over papiret er af uvurderlig betydning, ligesom de efterfølgende renskrivninger, fordi de har karakter af at være afsluttede, og derfor kalder på korrektioner og forbedringer på en anden måde end de første hastige udkast. En rationalisering af processen ville ikke bevirke flere gode digte, allerhøjest en hel del dårlige.
Mellem de enkelte udkast kan der ligge timer, dage eller uger, undertiden måneder. Man kan ikke herse med et digt, så låser det og vil ikke. Det er ikke nedskrivningen, der tager tid, når det gælder et digt. Til gengæld kan intervallerne mellem de produktive perioder være umådelig langvarige. Men der sker noget den tid digtet hviler. Eller jeg får nye øjne at se med.

---

Stoffet eller følelserne kan hobe sig op, ideer og billeder vokse uden proportioner, potentialet kan antage dimensioner, hvor det umuligt lader sig udnytte. Der er ikke andet at gøre end at overvinde modstanden og blive ved. Digte kræver vilje, en kendsgerning der måske rokker ved megen mytedannelse, men digte bliver nu engang ikke til ved et trylleslag. Viljen er noget af det mest usynlige i et samfund, hvor det altid er det færdige resultat, der tæller, eller den endelige præstation, der lægges frem. Men viljen, der ikke skal forveksles med mekanisk slid, eksisterer tilsyneladende helt på linje med andre drifter og skal ikke undervurderes. Vilje og udholdenhed afgør meget langt min skæbne, men er ikke tilstrækkelig til at skabe kunst på. Disse kræfter alene kommer der højest avanceret partisanvirksomhed ud af.
Endelig må anstrengelserne ikke anes i det færdige værk. “Det er som fan af diamanter som dine jeg kender den sved de tier om!”, skriver Per Højholt i “Månens gestus. En Sophus Claussen-identifikation”.
Inspiration kan alle opleve, men få har mod og disciplin nok til at gå videre. Det er ikke mindst her kunstneren skiller sig ud fra andre, der lader lykkelige indfald forsvinde samme øjeblik, de er blevet til. Det er stædigheden, der frem for alt er gådefuld, som viljen til liv. Hvorfra kommer styrken til at fortsætte?

---

I perioder hvor jeg er optaget af et digt, kan jeg ikke være den jeg gerne vil. Jeg sårer og krænker, jeg forlanger det umulige, eller gør ting jeg senere fortryder. Jeg kan se det, men alligevel ikke handle anderledes. Al kraft flyttes ét sted hen: Til digtet. Al lidenskab samles i ét punkt.

---

Måske behøver digtningen mig ?

---

“Meditation springvand” i “Sekundernes bro” taler om to kræfter, der vil være til stede ved enhver tilblivelse, en samlende og en spredende. Skabelse og tilintetgørelse er sider af samme sag, destruktion er derfor et væsentligt element i al kunst. Noget bliver ikke til, uden at noget andet samtidig går til grunde. Forkastelse og præcisering er dybt forbundet med hinanden.
Paradoksal er fornemmelsen af at føle sig beriget efter ord for ord at udradere noget, man på et tidspunkt forsøgte at bilde sig selv ind var et digt. Lykkeligt er det at have skrevet et godt digt, men mindst lige så lykkeligt at undgå det dårlige.

---

“Poesi kan bestemmes som møder med tilfældet som grundlov”, skriver Per Højholt i “Cezannes metode”. I hvor høj grad det er tilfældet, der betinger sammenstødet, kan diskuteres. Er der tale om en ydre tvang eller en indre nødvendighed? Er det mig, der griber det tilfældige – eller det tilfældige der gør opmærksom på sig selv? Hvor grænsen går mellem to så modsætningsfyldte størrelser som under og tilfælde, er til tider vanskeligt at afgøre. Vores fødsel må f. eks. siges at være bestemt af et meget forudsigeligt møde, men hvorfor netop dét æg og dén sædcelle og ikke en af de andre millioner mulige, og hvorfor netop dét samleje dén dag mellem præcis dé to mennesker … Kommer digtet til mig, eller kommer jeg til det, det er spørgsmålet. Processen går givetvis begge veje, og om jeg som skrivende befrugtes af forsynet eller tilfældet er ligegyldigt. Helligånd eller ægløsning – hvad betyder det, når blot der kommer et digt ud af det …

---

Hvor åbner digtet ? Det gør det, hvor det ukendte starter. Hvis det alene er velkendt stof, jeg skriver på, begrænser jeg mig selv og forhindrer alt det, der kunne skrives frem undervejs. Nye erkendelser skal altid kunne komme bag på mig, indskydelser der bringer mig et uforudsigeligt sted hen.

---

Et digt skal lukke. Det har indbygget sit eget ophør, men skal samtidig pege ud over sig selv. Det er først, når det definitive greb foretages, at slutningen bliver synlig. Hvori det definitive består, lader sig ikke sige, eftersom hvert digt har sit egne greb, der peger mod lukning.
Mens det langt fra altid er muligt at forklare, hvad der startede et digt, kan det afgørende greb som regel klarlægges undervejs eller umiddelbart efter arbejdet. Senere glemmes det muligvis, men tilbage står det faktum, at begyndelse og slutning spændstigt må forholde sig til hinanden. Et digt kan være så kort, at det ikke når at folde sig ud, men kan omvendt løbe den risiko at vare så længe, at det taber præcision eller bliver diffust.
Et digt må høre op på en overbevisende måde, for at det kan begynde i læseren.

---

Titlen på et digt fungerer som et orienteringspunkt. Numre husker jeg ikke, de siger mig ingenting. Talblind raver jeg rundt i mørket. Men en titel er vigtig, fordi digtet genkaldes på den. Titler skal på den anden side ikke sige for meget. Hellere antydninger end titler, der vælter digtet. En lettelse er det, når en titel giver sig selv, for oftest volder den de største vanskeligheder. Det gælder ikke mindst bogtitler, der gerne må være en miniature af hele værket. Der er det sære ved bogtitler, at de taler sammen. Den titel, jeg gav min første bog, har uvilkårligt fået konsekvenser for de øvrige. Som navne i en søskendeflok.

---

Synlige eller knap synlige poler findes i mine digte, men det er tallet tre, der er det magiske. Det skjuler sig overalt i kompositioner og i bøgernes indbyrdes samtale.
“Springflod” og “Hvid feber” udgør to poler, mens “Sekundernes bro” blev den tredje størrelse, den der ikke kunne have været tænkt uden de foregående. Set således forholder de tre værker sig til hinanden som tese – antitese – syntese. “Moving sculpture” i “Sekundernes bro” er en skjult poetik for de tre bøger, der her betegnes: Konge, dronning og delfin. Delfinen er det uventede resultat, som igen må afsætte en ny figur, der ligger uden for det, der er givet. En kontinuerlig dynamisk praksis.
Også på en anden led spiller tretallet ind. Digtene artikulerer ikke blot et jeg – duforhold, en digter – læserrelation, en tredje instans er til stede mellem de to.

---

I digtet undersøges grænserne for det uudsigelige. Det er ikke alt, der skal synliggøres, for når hemmeligheden forsvinder, sætter gennemskueligheden og det endimensionale ind. Et digts hemmelighed skal ikke forveksles med en hård skal af noget utilnærmeligt, ej heller med unødvendig mystik eller kronisk føleri. Det hermetiske, der alene lukker digteren ind og holder læseren ude, er ikke eftertragtelsesværdigt, men på ét niveau er poesien altid en orakelagtig monologisk tale: Udtrykkets mulige forvandlinger, de mange lag og strukturer, der opfordrer til gentagne læsninger. Et godt digt har en iboende karakter, der kalder på bevægelse og vedvarende styrer mod større forståelse.

---

I kunsten tvivler jeg ikke et øjeblik på at troskab er en nødvendighed. Den pålægges mig ikke. Jeg vælger den selv som eneste gyldige måde at forholde mig til digtningen på. Den er en forudsætning i al søgen efter et ægte kunstnerisk sprog, den er betingelsen for den selvoverskridende skaben. Troskab er en åbenhed der forpligter, men også en risiko, idet jeg med den satser alt.

---

Efter digtet: En voldsom udmattelse, men også en usigelig lettelse over, at dette noget fandt vej frem. En stor lykke for en tid … Eller en dvalelignende tilstand indfinder sig, en fysisk forfatning hvor alle sanseindtryk preller af eller negligeres. Hvis der var et element af noget rovdyragtigt snerrende i før-artikulationsfasen, så lader dyret sig atter klø bag øret nu.

---

Den fortættede energi eller dirrende nervøse tilstand, der indfinder sig før ordene dukker op, vender tilbage igen en tid efter digtet. Jeg befinder mig ganske vist et sted, hvis eksistens jeg forud for digtet umuligt kunne have haft anelse om, men er atter slynget ind i angsten og mørket, endnu en gang navnløst alene med det største.

---

Den indsigtsfulde digter må kunne parodiere sig selv.

---

Hvad afgør, om digtet er et vellykket digt? Tiden.

Se bogen her