Hjertet i zenit

Hjertet i zenit. Digte. Gyldendal 2024. Omslag: Clara Birgersson med billede af Carl Fredrik Hill: Familien – Variation I.

MIN MOR, MIN FREMTID

Jeg er arving, noget af min mor bor i mig,

jeg er livmorens ældste datter,

mit første sted var i min mor, et hav,

skiftevis fredfyldt og i oprør,

jord og himmel fandtes der,

jord og himmel var ikke

hinandens kontraster,

nede var også oppe, oppe var også nede,

jord og himmel var ikke opdelt,     

men forbundet som vores sjæle.

Min mor bar mig i sin krop,

jeg er vokset i min mor, født

ind i et ekspanderende univers,

at slå øjnene op hver dag

er en fortsat fødsel,

knyttet sammen med min mor, adskilt

fra min mor,

jeg lever i bevægelsen, i dens styrke,

bliver til dér,

har ar, som solen ikke sletter,

men mine fødder bærer mig,

mit hjerte slår

Hun er min mor, hun er min fremtid,

livet ser igen på mig

med ny stemme.

Se bogen https://www.gyldendal.dk/produkter/hjertet-i-zenit-9788702414585

Pia Tafdrup
er digter, forfatter og medlem af Det Danske Akademi.

Modtager af bl.a:
Det Svenske Akademis Nordiske Pris 2006,
Søren Gyldendal Prisen 2005,
Nordisk Råds Litteraturpris 1999

Kontakt

© 2024 Pia Tafdrup